Vi kender det allesammen. Vi er ude at køre i vores bil og pludselig rammer vi et hul i vejen. Som regel sker der ikke noget, men desværre sker det oftere og oftere at bilen kommer til skade. Det betyder, at du skal have bilen på værksted, og det kan som bekendt være et dyrt bekendtskab.
Men der findes en mulighed for at få skaden erstattet, som ikke ret mange kender. Du kan nemlig gå til kommunen og få erstatning. Det har flere og flere danskere opdaget, og det kan mærkes hos kommunerne, hvor man får et stigende antal henvendelser fra borgere, der vil have erstatning for skaderne. Fx har kommunerne i Nordjylland oplevet en massiv stigning i antallet af henvendelser fra borgere, der vil have erstatning – alene Aalborg Kommune har i denne vinter oplevet en firedobling i antallet af sådanne henvendelser fra borgere.
Skaderne opstår typisk ved at frosten ødelægger vejbelægningen, men det er faktisk værre, når man kommer ind i en periode uden frost fordi der opstår flere slaghuller i vejen – og dermed kan der opstå skader.
Kommunerne vil sjældent anerkende at man er erstatningsansvarlig, derfor gælder det om at have dokumentationen i orden, hvis man er så uheldig at køre i et hul og der opstår skade på bilen. Det er nemlig langt fra alle, der får tilkendt erstatning fra kommunen.
Man skal kunne dokumentere, at vejen enten ikke er blevet ordentligt vedligeholdt eller at vejmyndigheden ikke har gjort noget for at lappe hullerne. Fx kan man kræve, at kommunen – hvis de ikke har nået at reparere hullerne – i hvert fald sætter skilte op eller på anden måde advaret om, at der er huller i vejene.
De to bedste måder at dokumentere skaden på er 1) med sin mobiltelefon eller kamera at tage et billede af det hul, man har påkørt (husk også at tage billeder af området omkring hullet, så man kan se, hvor hullet befinder sig) og 2) at man får navn og telefonnummer på eventuelle vidner.
Hvis kommunen alligevel ikke vil betale erstatning, gælder det om at alliere sig med en advokat med speciale i erstatning. Og der er forskellige muligheder for at du ikke skal betale din egen advokat – kommunen kan komme til at hænge på advokatregningen, eller også kan du søge fri proces eller få dækket advokatregningen gennem din almindelige indboforsikring.
Related posts: